HOVE VANDVÆRK - REFERAT AF GENERALFORSAMLING 2022


25. marts 2023, kl. 19:30

Til stede: 3 repræsentanter for bestyrelsen, 1 interessent.

1) Valg af dirigent: Formanden blev valgt som dirigent og konstaterede generalforsamlingens lovlige indkaldelse. Ricco Jensen blev valgt som referent.

2) Bestyrelsens beretning: Formanden fremlagde bestyrelsens beretning:

Efter to år med corona … som stadig forstyrrer … er vi nu også påvirket af flere forsyningskriser. Al elektronik, alle byggematerialer og alt af træ er af forståelige årsager blevet meget dyrt. Krigen i Ukraine, fragtrater og tilgængelig fra kinesiske markeder … Vandværksforeningen har været meget oppe på dupperne ift. risikoen for, at hackere kunne lukke vandforsyningen. Jeg kan berolige med, at ingen del af den kritiske infrastruktur på vores vandværk er koblet til internettet.

I vandværksdriften har de to nye kriser fået den effekt, at der spares på elforbruget i husholdningerne, Det betyder færre vask og dermed lavere vandforbrug. Dermed er der færre m3 at fordele udgifterne på.

Det betyder også, at vi bruger mere vand om natten. Dermed bliver vores elregning alt andet lige lavere. Men det bliver også sværere at opdage ledningsbrud, fordi målerne på vandværket og i husstandene aldrig står stille.

Vi har i løbet af året flyttet en forsyningsledning, som ligger efter gæsteprincip. Vi har også sammen med vores nabo fået fældet en stor poppel.

Ingen beretning uden omtale af vandprøver. Sidste år talte vi om trifloureddike syre. Og at der ville komme flere stoffer, som skulle undersøges i vandprøver. Fra i år skal vi også måle nitrit afgang vandværk, i stedet for hos en forbruger. De første prøver tages fredag.

Miljø- og Fødevareministeriet fastsætter, hvilke stoffer og pesticider vi skal teste for i drikkevandet. Vi vil fortsætte med at følge kommunens testplan. Når der kommer nye pesticider eller stoffer på ministeriets liste, vil vi fortsætte med at fremrykke vandprøver, så vi hurtigt får testet for de nye stoffer. Tryghed koster. Men det er godt givet ud.

PFAS, som vi har kendt til i mange år, blev så det stof, som tog dagsordenen i 2022. Vandværket har fået kontrolleret for PFAS siden 2016. Ingen af de 12 forskellige flourstoffer, som indgår i den kontrol er påvist i vores vand. Pt. skal kontrollen foretages hvert andet år, men da vi fremrykker boringskontroller, når der kommer nye stoffer på ministeriets liste, så bliver vores vand kontrolleret hyppigere end det.

Ledningsnettet er blevet digitaliseret. Alle graveforespørgsler håndteres digitalt af LE34s LER2.0 løsning. Det sparer meget arbejde. Og giver sikkerhed for at graveaktører får alle oplysninger rettidigt, uden at bestyrelsen skal opretholde beredskab 24-7-365.

Arbejdet i bestyrelsen går i øvrigt godt. Tak til alle fire for den store indsats. Vi prøver at fordele opgaver på os alle.

Vandværket har modtaget en forespørgsel på mulighederne for at forsyne en ejendom uden for det nuværende forsyningsområde. Vi er gået i dialog med lodsejer, Smørumovre Vandværk og Egedal kommune mhp. på at undersøge mulighederne for at finde en løsning, som er samfundsmæssigt forsvarligt og rimelig for alle berørte parter. Hvis løsningen peger mod Hove, kan det være nødvendigt at afholde en ekstraordinær generalforsamling senere i år.

Generalforsamlingen godkendte formandens beretning.

3) Det reviderede regnskab 2022 til godkendelse:

Det reviderede regnskab blev fremlagt:

Det blev konstateret, at vandspildet fortsat er så lavt, at vi ikke betaler strafafgift.

Herefter blev regnskabet enstemmigt godkendt.

4) Budget: Budgettet for 2023 blev fremlagt:

DI 2023 er der afsat penge til nye målere. Det budgettet er baseret på analoge målere efter en fejlslagen tilbudsrunde uden konditionsmæssige og markedskoherente tilbud.

Herefter blev budgettet enstemmigt godkendt.

5) Forelæggelse af takstblad: Formanden redegjorde for takstbladets og taksternes indhold.

Takstbladet for 2023 blev herefter enstemmigt godkendt.

6) Indkomne forslag: Der var ikke indkommet et forslag.

7) Valg af bestyrelsesmedlemmer: På valg var:
Jørn Læsøe – genopstiller
Peder Grønlund - genopstiller
De to kandidater blev valgt til bestyrelsen for to år uden modkandidater.

Bestyrelsen består derudover af
Peter Egemose Grib – ikke på valg
Charlotte Haug - ikke på valg
Ricco Jensen - ikke på valg

8) Valg af bestyrelsessuppleant: Mikkel Dyrbye blev valgt som suppleant til bestyrelsen uden modkandidat.

9) Valg af revisorer: Formanden takkede de to revisorer for deres indsats for vandet og borgerne i Hove. Det er en meget værdsat indsats, som også har betydet, at vi har kunnet begrænse vandværkets administrationsomkostninger.

Susanne Engel Jensen og Erik Madsen ønskede at fortsætte som revisor. Begge blev genvalgt.

Det var ikke muligt at vælge en revisorsuppleant.

10) Eventuelt: Under dette punkt drøftede generalforsamlingen de generelle vilkår for rent drikkevand i fremtiden.

Generalforsamling blev afsluttet kl. 21.00 med, at dirigenten takkede for god ro og orden.

Dirigent Peter Egemose Grib, referent Ricco Jensen.